SOA People Denmark i Aarhus er flyttet ind i lyse, fleksible og inspirerende kontorrammer i det moderne erhvervsbyggeri Pakhusene på Aarhus Ø.
Medarbejderne har nu udsigt over havnen og direkte adgang til det bynære miljø – og samtidig markeres et nyt kapitel i virksomhedens udvikling.
”Vi er i vækst – både i Danmark og i resten af Norden – og det stiller nye krav til vores fysiske rammer. Vi har brug for mere albuerum, mere kapacitet og moderne faciliteter, der kan understøtte vores måde at arbejde på og servicere kunderne bedst muligt,” siger Carsten Valentin Jensen, Team Manager ERP Finance.
Flytningen fra Katrinebjerg til Aarhus Ø blev gennemført i maj og betyder, at SOA People nu råder over 400 m² i helt nye lokaler med åbent kontorlandskab, moderne mødelokaler og fleksible arbejdspladser.
Landsdækkende opgradering
Udvidelsen i Aarhus sker som næste skridt i en større opgradering af SOA People’s kontorfaciliteter.
I efteråret 2023 blev hovedkontoret på Livjægergade i København nemlig udvidet og moderniseret med samme formål: at skabe inspirerende rammer med plads til vækst og stærke fællesskaber.
”Uanset hvor vi er til stede, skal vores kontorer understøtte det, vi står for: kvalitet, samarbejde og nærhed til både kolleger og kunder. Det nye kontor i Aarhus er et vigtigt led i at styrke vores tilstedeværelse i hele landet,” siger Jesper Thusgård Bjørnø, Sales Manager.
Klar til at skalere
De nye rammer i Aarhus giver ikke blot bedre arbejdsforhold – de er også udtryk for, at SOA People fortsætter med at tiltrække nye kunder og projekter, både lokalt og nordisk.
”Vi har fået et kontor, der både rummer vores nuværende team og giver mulighed for at vokse. Det er vigtigt, når vi løbende udvider vores aktiviteter og onboarding af nye opgaver – både herhjemme og i Norden,” siger Jesper Thusgård Bjørnø.
Inspirerende miljø
Det nye kontor er placeret midt i et levende byområde med caféer, friluftsliv og udsigt over havnen – og netop beliggenheden er vigtig for SOA People’s ambition om at være en attraktiv arbejdsplads.
”Mange af vores kolleger bor i byen og cykler på arbejde. Det betyder noget, at man kan mærke liv omkring sig – og samtidig arbejde i moderne omgivelser, hvor man både kan fokusere og samarbejde,” siger Carsten Valentin Jensen.
Med inspiration fra New York-loftsæstetikken kombinerer kontoret rå materialer og glasvægge med et lyst, åbent miljø, der skaber rum for faglighed og fællesskab.
Giver lyst til at møde ind til
Selvom fleksibilitet og hjemmearbejde er en naturlig del af hverdagen i SOA People, spiller det fysiske møde fortsat en afgørende rolle.
”Vi tror på, at det bedste arbejde sker i samspillet mellem mennesker. Derfor skal vores kontorer være steder, man har lyst til at komme – steder, der inviterer til dialog, nærvær og engagement. Det har vi fået her,” siger Jesper Thusgård Bjørnø.
Nysgerrig efter, hvordan det er at være en del af SOA People?
Se vores ledige stillinger eller send en mail med CV og ansøgning til recruit@nordic.soapeople.com.
Vi vil meget gerne høre fra dig!